være i syv sind

Være stærkt i tvivl.

Dette udtryk er en forkortet udgave af vendingen være i syv sind over en dørtærskel, det vil sige ’skifte sind syv gange på vej fra den ene stue til den anden’, altså ‘være vægelsindet’. Holberg siger om hovedpersonen i ”Den Vægelsindede”: ”Det er virkelig en af de underligste koner udi byen, som har 16 sind på en dag”, så antallet af sind kan altså variere. At man normalt taler om netop syv sind hænger nok sammen med, at tallet syv helt fra oldtiden har været et helligt tal i både folketro og religion, måske på grundlag af ugens syv dage. Man kan her blot tænke på begreber som de syv dødssynder og verdens syv underværker, samt faste vendinger som fx for syv søren, min mund er lukket med syv segl, vare syv lange og syv brede, være i den syvende himmel, til syvende og sidst.

(Visited 1.745 times, 1 visits today)
Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+EmailDel