trække

trække på samme hammel

Hjælpes ad med at udføre noget, fx en arbejdsopgave.

Udtrykket betegner oprindelig det, at et spand heste foran en vogn hjælpes ad med at trække i den hammel eller tværstang, som forbinder hestenes skagler med vognen. I et firspand vil de fire heste trække på samme hammel og derved yde 4 hestekræfter.

Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+EmailDel

trække nogen rundt ved næsen

Snyde og bedrage nogen.

Udtrykket trække nogen rundt ved næsen betyder oprindelig ‘trække et kreatur rundt med et reb i en ring i næsen’. Det kommer så til at betyde ‘behandle nogen efter forgodtbefindende, behandle nogen mod hans vilje’ eller ‘bedrage, narre’.


Læs også: tage nogen ved næsen

Del denne side:

trække en streg

eller trække en streg i sandet
eller trække en streg i ørkensandet

Sætte en bestemt grænse for noget, der ikke nødvendigvis er en fysisk grænse.

Substantivet streg har fra gammel tid haft betydningen ‘grænse, der bør respekteres; regel, der bør følges’ i en række forbindelser som fx gå lige til stregen ‘opføre sig temmelig frækt men ikke for fræk’, gå over stregen ‘opføre sig for frækt’. Beslægtede ældre udtryk har man fx i holde stregen ‘holde sig på den rette kurs’, komme lidt ud af stregen ‘blive sølle og fattig’, kødet havde været lige til stregen ‘kødet havde næsten været fordærvet’. Udvidelsen af udtrykket med i sandet, eller mere blomstrende i ørkensandet, forstås nok enklest som en parallel til den klassiske drengeleg ’spille land’. I den leg vil de to modstandere trække en streg på jorden med en kniv mellem deres to ’stykker land’, og derefter erobrer de land fra hinanden ved at kaste kniven og få den til at stå i jorden på modstanderens side.

Del denne side:

trække det korteste strå

Komme til kort eller bukke under (tabe).

Udtrykket at trække det korteste strå betyder egentlig at tabe i en traditionel form for lodtrækning, som kaldes trække strå, trække strå af stak eller trække stak. Den gik ud på at vælge ét strå af to eller af et bundt, hvoraf man kun ser den øverste del. Den, der trak det korteste strå, tabte; men vinderen trak naturligvis det længste strå.

Del denne side: