høg over høg

Udtryk for at to parter er aggressive over for hinanden og er lige stærke.

Udtrykket høg over høg bygger tilsyneladende på en opfattelse af høgen som en aggressiv fugl. Men i virkeligheden er der tale om en forvanskning af et ældre udtryk høj over høj, som stammer fra Bibelen, Prædikerens Bog, 5. kapitel, vers 7. Det betyder omtrent ‘ligegyldigt hvor meget en mand ophøjer sig over en anden, så vil der altid være endnu én der ophøjer sig over ham igen’. I den nyeste bibeloversættelse hedder udtrykket mægtig over mægtig. Forvanskningen af høj over høj til høg over høg skyldes, at høg tidligere blev udtalt ligesom høj altså rimede på løg, møg, røg. Udtrykket høg over høg er specielt dansk. Det udtryk på et andet sprog, som betydningsmæssigt er nærmest beslægtet med det, er det engelske dog eat dog.

(Visited 166 times, 1 visits today)
Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+EmailDel