Forlange, at nogen bliver stillet til ansvar og straffet.
Udtrykket at forlange nogens hoved på et fad stammer fra Markusevangeliets fortælling om Johannes Døbers død i kapitel 6. Kong Herodes havde giftet sig med sin bror Filips hustru, Herodias. Johannes Døber sagde til Herodes: ”Du må ikke have din brors hustru.” Dette gjorde Herodias meget vred på Johannes. – Til en fest dansede Herodias’ datter Salome for Herodes og hans hofmænd. Herodes blev meget betaget af hende og sagde til Salome: ”Bed mig om, lige hvad du vil, og jeg vil give dig det!” – Salome rådførte sig med sin mor Herodias, som stadig var meget vred på Johannes. Herodias sagde til Salome: ”Du skal forlange Johannes Døbers hoved på et fad”; og det gik Salome så ind til Herodes og gjorde.