du må kalde mig Mads, hvis …

Udtryk for en stærk forsikring om, at noget forholder sig, som man påstår.

Udtrykket du må kalde mig Mads, hvis … har også formen ellers må du kalde mig Mads eller jeg vil hedde Mads, og stammer fra tysk; oder ich will Matz heissen. Det danske navn Mads stammer ligesom det tyske Matz fra Matthias, Matthæus. Det bruges i ældre talemåder i betydningen ’dum eller klodset person’, som fx i stå som en Mads ’være en nar, ikke vide hvad man skal svare’ og hedde Mads ’blive udnyttet, være den man henvender sig til i vanskeligheder’. Det indgår som efterled i ældre sammensætninger som drukkenmads, kluddermads og skidtmads. Det sidste ord betyder både ’en skidt fyr’ og ’en der har det skidt’; men desuden er det betegnelsen for ’et skidt kort’ eller ’taberkortet’, som regel spar knægt, i et kortspil med det samme navn – skidtmads.

(Visited 539 times, 1 visits today)
Del denne side:
FacebookTwitterGoogle+EmailDel